Belgisk Kæmpe

Belgisk Kæmpe stammer fra Flandern i Belgien med byen Gent som oprindelsessted. Racen har været kendt siden 1825. Den hvide variant er fremavlet i Tyskland og har været kendt siden 1912.
Den var den dominerende race på den første danske kaninudstilling afholdt i Tivoli 20-24. juni 1895.
Belgisk Kæmpe er den største race vi har. Den er kendetegnet ved sin størrelse. Den er kraftigt bygget og har store kraftige ører. Den virker majestætisk.

 De mest almindelige farver i Danmark er vildtgrå og jerngrå, men den findes også i vildtsort, vildtblå, vildtrød, vildtgul, chinchilla, hvid albino og blå.
En voksen belgisk kæmpe vejer over 7 kg, ofte noget mere, vores voksne dyr ligge omkring de 10 kg.

Belgiske Kæmper har en langstrakt harmonisk krop, der bæres af kraftige lige for og bagløb. Ryglinien skal være lige og stærk. Bagpartiet skal være som en bold set fra oven og fra siden.
Et andet kendetegn er ørerne, de skal være lange og stive. Bredden af ørerne skal harmonere med længden. Mindste længde er 16 cm som er for lidt til et dyr som vejer 8-9 kg. Der bør den være 18-19 cm.

Ved præsentationen skal den helt op at sidde på strakte forløb med oprejste og samlede ører, den skal virke imponerende majestætisk med masser af selvtillid og nysgerrighed. Den skal helst have et glimt i øjnene.

Beskrivelsen er med tilladelse fra forfatteren inspireret af Meiner Kristiansens beskrivelse på kæmpeklubbens hjemmeside, se Links.